RANDERS BMX TIL EUROPEAN CUP I VERONA


Malene Kejlstrup nr. 3 i 2. afdeling af European Cup i Verona i Junior Woman

Det var en flok veloplagte børn og unge fra Randers BMX, der i weekenden stillede op til 1. og 2. afdeling af European Cup. Selvom løbet blev afholdt i Verona Italien, stillede Randers BMX med hele 9 kørere til start. 

Lørdag startede rigtig godt med sejr i første heat til William Thinggaard Boel, Jeppe Kejlstrup og Rasmus Riise Simonsen. 

Rasmus styrtede i 2. heat, men nåede alligevel finalen ligesom de to andre. I finalen endte det med følgende placeringer William nr. 8 i boys 10 years, Jeppe nr. 5 i boys 11 years og Rasmus nr. 7 i boys 12 years. 

Søndag var William stadig i hopla og trods styrt i 1. heat, så går han videre og kvitterede med en flot 6. plads i finalen. Jeppe havde mere at give af søndag, så han gav den en ekstra tand i finalen og kvitterede med en flot 3. plads. For Rasmus Riise sluttede det desværre i semifinalen søndag. Men alt i alt en super flot weekend fra de tre unge stjerner. 

De unge stjerner med deres præmiehøst

Hjalte Bech Feldt kom helt til tops i boys 14 years lørdag. Søndag er Hjalte også i hopla og på trods af, at han i finalen starter med at klikke ud og ligger sidst, da de kører ud af 1. langside, så giver Hjalte ikke sådan lige op og da de rammer målstregen har Hjalte overhalet sine 7 konkurrenter og kan endnu en gang stille sig øverst på skamlen. 

Hjalte Bech Feldt øverst på skamlen både lørdag og søndag.

Malene Kejlstrup er denne sæson rykket op fra challenge til Junior Woman, så nu skulle SX rampen afprøves og det gik over al forventning. 

Malene gik målrettet efter at vise, at hun stadig er blandt de bedste, så hun kom i finalen og fik en 7. plads lørdag. En placering som Malene var godt tilfreds med og som gav blod på tanden til søndag, hvor hun også kom i finalen og denne gang hev en flot 3. plads hjem. 

Simon Højsgaard havde en hård weekend i Junior Men med styrt og defekt bremse. Han gik videre fra indledende, men i BMX skal man være skarp hele tiden, hvis man vil være mellem de bedste, der går videre til den endelige finale. Simon er heldigvis en fighter, så han forsætter træningen mod målet om finalen i junior men. 

Nils Boel var uheldig til fredagen træning, hvor han styrtede og skadede hånden, så for ham blev der ingen løb i Verona. 

Mathias Mortensen kæmpede sig flot videre til 1/8. finalen i challenge 17-24. 

For Marc Bech Feldt blev det første store løb i et års tid pga. en skade i 2018, så han fik testet formen i challenge 17-24 og her blev det til en flot 1/4. finale. 

3. og 4. afdeling af European Cup køres i påsken i Zolder, så her glæder vi os til at følge dem alle igen. I Zolder får vi lidt flere at heppe på, for der deltager også Thor Seedorf, Anton Wennbring, Jacob Nielsen, Marcus Leth samt Jakob, Jonas, Alberte og Anna-Maj Idskov.