Prisregn til Malene Kejlstrup

Mere end 300 gæster var fredag den 24. januar 2020 samlet i Arena Randers ved uddelingen af 11 lokale sportspriser. Aftenens helt store vinder blev Malene Kejlstrup. Hun blev kåret som både Årets Sportsnavn og årets talent.

Stolt og glad Malene efter aftenens prisregn.

“Det var mere end jeg regnede med. Talentprisen havde jeg håbet på at få, men Årets Sportsnavn havde jeg slet ikke regnet med. Det er helt sindssygt”, siger hun med henvisning til det stærke felt, der var nomineret til prisen som Årets Sportsnavn. Malene var nemlig oppe i mod både atletikudøver Louise Østergård, motocrosskører Line Dam Nielsen og cykelrytter Mads Würtz Schmidt.

Den lokale talentpris uddeles af SIKR -Samvirkende Idrætsklubber i Randers, foruden hæderen følger en check på 5.000 kroner. Titlen som Årets Sportsnavn gives af Randers Amtsavis i samarbejde med Sparekassen Kronjylland og Randers Talent og Elite. Her medfølger en check på 20.000 kroner.

“Det er megafedt at få noget økonomisk støtte. BMX er en dyr sport, blandt andet fordi vi træner i udlandet, så nu er jeg fri for at nasse på mor og far”, slutter Malene Kejlstrup Sørensen til amtsavisens journalist.

https://www.randers.dk/nyheder/sportsfejring-prisregn-over-ungt-bmx-talent/